tirsdag den 4. august 2009

Hello Boss

Som lovet i går, så har jeg dykket i skabet med gamle spil fra min barndom og fundet en af de store klassikere - Hello Boss


Spillet er udgivet tilbage i 60'erne eller 70'erne og det var min far, der i sin tid investerede i det. Hver spiller ejer en fabrik, hvor der produceres nogle ikke nærmere specificerede produkter. Der indkøbes råvarer, som herefter skal forarbejdes til færdigvarer på fabrikken, og så sælges igen når priserne er rigtige.

Spillet har et simpelt prisdannelsessystem, hvor efterspørgslen på råvarer fastsætter både råvare og færdigvarepriser. På ens fabrik kan man investere i nyt og mere moderne produktionsudstyr, som nye maskiner eller en ELEKTRONHJERNE (dejligt, moderne ord), som øger fabrikkens produktivitet.


Der kan dog ske forskellige mere eller mindre ubehagelige ting, som brand på fabrikken, strejker osv. så ens produktionsmateriel eller varelager kan blive ramt. Man kan forsikre sin fabrik med en såkaldt RUF, der både kan bruges som forsikring og til indkøb af produktionsmateriel. Disse er dermed gode at være i besiddelse af.

Som så mange andre spil, findes vinderen ved at opgøre alle spillernes aktiver og vinderen er selvfølgelig den spiller med flest aktiver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar