tirsdag den 4. august 2009

Hello Boss

Som lovet i går, så har jeg dykket i skabet med gamle spil fra min barndom og fundet en af de store klassikere - Hello Boss


Spillet er udgivet tilbage i 60'erne eller 70'erne og det var min far, der i sin tid investerede i det. Hver spiller ejer en fabrik, hvor der produceres nogle ikke nærmere specificerede produkter. Der indkøbes råvarer, som herefter skal forarbejdes til færdigvarer på fabrikken, og så sælges igen når priserne er rigtige.

Spillet har et simpelt prisdannelsessystem, hvor efterspørgslen på råvarer fastsætter både råvare og færdigvarepriser. På ens fabrik kan man investere i nyt og mere moderne produktionsudstyr, som nye maskiner eller en ELEKTRONHJERNE (dejligt, moderne ord), som øger fabrikkens produktivitet.


Der kan dog ske forskellige mere eller mindre ubehagelige ting, som brand på fabrikken, strejker osv. så ens produktionsmateriel eller varelager kan blive ramt. Man kan forsikre sin fabrik med en såkaldt RUF, der både kan bruges som forsikring og til indkøb af produktionsmateriel. Disse er dermed gode at være i besiddelse af.

Som så mange andre spil, findes vinderen ved at opgøre alle spillernes aktiver og vinderen er selvfølgelig den spiller med flest aktiver.

mandag den 3. august 2009

Multi National - Barndomsnostalgi

I weekenden var vi forbi lidt forskellige loppemarkeder, hvor vi fandt en masse gode ting. På et bestemt loppemarked jeg havde tidligere set et brætspil, som vakte minder til min barndom. Hos en af de andre drenge på vejen havde vi ofte spillet Multi National, som er en form for avanceret Matador, med aktier osv.

Så da vi vendte tilbage til loppemarkedet denne gang og det endnu ikke var solgt, så var valget nemt. Sælgeren ville have 30 kr. for det, og dette fandt jeg meget rimeligt, da spillet ved en hurtig gennemgang så intakt og komplet ud. Dette kunne jeg konstatere at var korrekt da jeg lavede en mere nøjsom gennemgang af spillet - heldigvis.


Spillet er bygget op omkring aktiehandel og investering i verdens lande, hvor man så kan bygge fabrikker for de enkelte firmaer og på den måde forbedre aktiekursen for firmaerne. Kurserne bestemmes derudover at nogle kort, som kan have positiv eller negativ effekt for kurserne og for investeringerne i de respektive lande. Endeligt er der kort, hvor den enkelte spiller selv skal træffe valg - det kan være om man vil forsikre sine skibe ved øget piratvirksomhed i visse lande osv. Det kan så have forskellige udfald og være forbundet med ekstra gevinster eller tab.

Så nu må jeg må jeg ved lejlighed genoplive en bid af barndommen, med en gennemspilning af dette ganske underholdende spil fra 80'erne. Det er nogle år siden man har kunne høre landenavne som Vesttyskland, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Jeg har fundet nogle gamle klassiske brætspil hjemme hos min mor, som jeg løbende vil præsentere her på bloggen. Der skulle være til et par hyggeaftener i familiens skød, hvor kaffen og kagerne ledsager de gamle brætspil

søndag den 26. juli 2009

Malmö

Nu havde Mette holdt mig ud i hele 6 måneder, så det skulle fejres med en hyggetur til Malmö. Vi havde oprindeligt planlagt at tage til Grøn Koncert, men vi syntes begge en tur til Malmö lød mere hyggeligt. Vejrguderne bekræftede da også vores valg, da det væltede ned i Næstved, allerede inden vi var kommet afsted.

På vej derover kørte vi også ind i nogle byger af heftig kaliber, men som vi nærmede os Sverige, klarede vejret op og vi kunne se ud på en næsten skyfri, lyseblå himmel. I løbet af dagen kom der kun en byge, så vejret kunne vi ikke klage over.

Vi fik shoppet en masse lækre ting, nogle mere end andre, ikke Mette??
Fik ikke selv købt så meget, ud over et lækkert ur og et sæt manchetknapper jeg faldt over i en butik der lige tiltaler mig. Deres logo er det samme som Royal Airforces, som vist her på bloggen. Alle de ting de forhandler, har det logo eller i hvert fald farverne. De forhandler så en masse forskellige mærker som Ben Sherman osv. Sjovt og anderledes.



Den butik skal vi helt sikkert ind i igen på et andet tidspunkt. Har allerede aftalt af tage til Malmö igen til efteråret. Skal jo se om der er kommet noget nyt og samtidig se om kronekursen ikke holder sig stabil, så der er lidt penge at spare.



fredag den 17. juli 2009

Tur til Tystrup

Vi var tidligere på ugen blevet enige om at vi skulle på stranden i dag, da jeg havde helt fri og Mette altid har tidligt fri om fredagen. Desværre egnede vejret sig ikke til at ligge på stranden og dase, så i stedet arrangerede vi en lille picnictur.

Vi lavede nogle lækre boller med lidt tomat, salat, kylling og bacon, samt lidt saft - og så satte vi ellers kursen ud i det grønne.


Vi endte ved Tystrup Sø, hvor der er en lille hyggelig strandbred, hvor vi kunne sidde i fred og nyde maden. Vi fik også nydt solen, som ind imellem brød igennem skyerne, men desværre blæste det op og begyndte at dryppe. Så vi vendte næsen hjemad igen, da himlen blev mere og mere grå.

World Cycling Game

Endelig kom den - pakkesedlen, så jeg kunne hente World Cycling Game på posthuset - troede jeg. Men jeg har åbenbart fået tilmeldt mig "døgnposten" så jeg skulle hente min pakke i Postens selvbetjeningsautomat. Det gik også nemt og smertefrit - bortset fra pakken først kunne hentes dagen efter de havde forsøgt at levere den på min hjemmeadresse. Det er godt nok fremskridt at man kan hente sin pakke uden for posthusets åbningstid og man kan tilmed aflevere sine pakker dernede også. Fagre nye verden, fra en halvoffentlig instans der normalt ikke bruger ordene inovation og nytænkning særlig ofte!

Havde læst et par anmeldelser af spillet inden jeg bestilte det og der blev brugt ord som "realistisk", "tæt på virkeligheden" osv. Så forventningerne var store da jeg bestilte det.

Jeg besluttede mig for at teste det og måtte sande at reglerne var en smule knudrede at forstå, men ret simple når det kom til stykket - faktisk for simple. Rytternes fart afgøres af terningeslag og så kan man spille nogle kort, som giver ens ryttere fordele, som f.eks. at de går i udbrud, eller sætter sig på hjul i et udbrud.

Men når hver enkelt rytters fart afgøres med en terning, ender det hurtigt med at blive tilfældigt og at rytterne bliver spredt ud over hele ruten. Faktisk kan ens ryttere mere eller mindre gå i stå, selv på små stigninger hvis man er uheldig.

Så min umiddelbare vurdering er at det er for meget baseret på terningerne og for lidt på taktik. Så det meste står og falder med terningerne. Kan godt være nogle flere gennemspilninger vil ændre dette, men synes det virker meget tilfældigt og at spillerne kun har indflydelse på forløbet nogle få gange i hvert spil.


Selve spillepladen og rytterne er udført i pap, men er har faktisk et lækkert feel over sig. Så den kan sagtens danne basis for en videreudvikling. Under nogle af mine daglige togture til og fra arbejde, har jeg allerede siddet og udtænkt nogle ændringer til reglerne. F.eks. med inførelse af egentlige grupper, som hovedfeltet, udbrydergrupper osv, så man for alvor kan gøre brug af taktik. Desuden vil det gøre spillet mere realistisk og hurtigere at spille, hvis der ikke skal slåes med terninger for samtlige ryttere, men kun et par stykker for hver gruppe, alt efter hvilken taktik medlemmerne i gruppen har lagt.

Derfor skal der lige laves nogle flere taktikkort og så ellers også nogle strategikort, så de enkelte ryttere kan sættes til at trække feltet, eller forsøge med en forcering for at splitte feltet på stigninger osv.

Kræver lidt arbejde, men tror det kan blive rigtig godt!

mandag den 13. juli 2009

Karryret med nudler

Så blev det igen tid til en dag med billig mad. I forrige uge købte vi en del kyllingefiletter, som nu er i fryseren, klar til brug. I dag blev et par af disse omdannet til en karryret, sammen med nogle dejlige friske grøntsager.


Grøntsagerne blev skåret i aflange, tynde stykker - julienne - så de både fylder lidt og men ikke er for voldsomme. Kyllingen blev også skåret i nogle mindre mundrette bidder, så de heller ikke skulle steges så lang tid, at de kunne blive tørre.

Jeg brugte min elskede sauterepande, som blev varmet godt op. En god slat olie i bunden, og så ellers i med karry og lidt paprika. Når karryen er brændt lidt af, kom jeg en smule østerssauce og soya i blandingen og det SKAL være i nævnte rækkefølge, da østerssaucen ellers hurtigt vil karamelisere sammen med soyaen. Så der skal røres godt og kyllingen vendes i. Når kyllingen er færdigstegt og krydderblandingen har opnået en sirup-agtig konsistens, så kommes grøntsagerne ved. Når grøntsagerne har fået et par minutter på panden, så tilsættes en lille dåse kokosmælk og smages til med lidt salt og peber.


Lige inden grøntsagerne skal på panden, lægges et par blokke nudler i kogende vand med lidt salt og skal lige koge 3-4 minutter til det er næsten færdigkogt, hvorefter det tages af blusset, og drænes for vand. Det skal herefter forsigtigt vendes i kyllingen og grøntsagerne, så de kan suge den overskydende væske fra grøntsagerne og kokosmælken.

Ialt blev der brugt følgende:
2 Kyllingefiletter
2 Gulerødder
2 Forårsløg
½ Squash
Olie
Soya
Østerssauce
Karry
Paprika
1 Lille dåse kokosmælk
Salt
Peber

søndag den 12. juli 2009

Le Tour

Sommertid er også ensbetydende med en af de største begivenheder i min årlige sportskalender - Le Tour - eller bare Tour de France på godt dansk.

Weekenden gav mulighed for at følge et par at årets første bjergetaper, som ikke blev så spændende som jeg ellers havde håbet på. I det hele taget har den første uge været underlig forudsigelig de første dage og lige så uforudsigelig de sidste dage. Men spændingsmomentet har sjovt nok været størst på de forudsigelige dage. Det har været en underlig Tour indtil nu. I morgen mandag er der hviledag, efterfulgt af Bastille Dagen på tirsdag d. 14. juli, hvor vi helt sikkert vil se de franske hold og ryttere køre som sindsyge, for at hente en sejr netop denne dag.

Det har i det hele taget været en Tour præget af de små franske hold og de franske ryttere, der har det med at kører i komplet vanvittige udbrud, som i år har holdt hjem, stik mod forventning da de ellers normalt bliver hentet 10 kilometer før mål.

Jeg glæder mig i hvert fald til den kommende uge og især til næste weekend, hvor feltet igen rammer bjergene.


Når dagens etape er overstået, så hygger jeg mig ind imellem med Pro Cycling Manager 2009, hvor Touren gennemkøres på computeren - i mit tilfælde med det italienske hold, Liquigas. Spillet fungerer som de foregående år, med at man styrer sit hold på de enkelte etaper, og selv bestemmer med hvem og hvornår man vil gå i udbrud. Der er dog blevet en del mere micromanagement end i de foregående år, da man nu skal huske at sende folk ned efter vand til resten af holdet, da de ellers vil gå sukkerkolde.

I det hele taget er der ikke meget nyt under solen, andet end opdateret grafik, nye hold og ryttere og flere løb. Der er allerede kommet de første opdateringer til selve spillet, som jo traditionen tro vil blive efterfulgt af en hob af flere rettelser, så man ender med et spil der er - ja - spilbart. Det ser allerede ud til at det fungerer i det store hele, så der ER sket fremskridt på den konto også!

Alt i alt et fornuftigt køb, jeg købte det selv på www.feltet.dk, hvor de havde det til spotpris - 259 kr. Samtidig bestilte jeg World Cycling Game, et brædtspil, som jeg desværre endnu ikke har modtaget. Ser meget frem til dette og det skal helt sikkert også afprøves snarest muligt!