Viser opslag med etiketten Fiskeri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fiskeri. Vis alle opslag

mandag den 6. juli 2009

Første fisketur på Susåen

Så var tiden endelig kommet - det var nu snøren skulle i vandet i Susåen, da jeg har fået meldt mig ind i fiskeklubben og har fået adgang til 3 stræk af Susåen. Planen var at vi skulle ud til broen ved Skelby, men her var der allerede 4-5 andre der havde indfundet sig, så vi blev hurtigt enige om at finde et andet sted.

Så efter en kort tur, smed vi bilen i vejsiden og fandt et godt stykke, lidt uden for min yndlingslandsby, Holløse. Stangen blev hurtigt rigget til og så kom snøren i vandet.



Jeg fiskede i et par timer, mens solen langsomt gik ned bag træerne på den anden side af åen.


Desværre gav turen ingen fisk, men viste lidt af hvad det er at fiske på Susåen, og i åer i al almindelighed, da jeg aldrig før har fisket i åer af denne størrelse. Men det er bestemt ikke sidste gang at jeg indfinder mig ved bredden af Susåen.

onsdag den 17. juni 2009

Fiskeklar

Sådan.. så fik jeg hentet mine nyeste indkøb på posthuset. Havde bestilt lidt nyt fiskegrej på www.grejonline.dk i søndags og allerede i går, tirsdag havde postmanden været forbi med det. Desværre var jeg ikke hjemme, så måtte vente til i dag med at hente det.


Det er købt med øje for lidt å-fiskeri, da jeg netop har meldt mig ind i Sportsfiskerklubben Næstved, der har nogle gode stykker af Susåen, samt Saltø Å, som man så frit kan benytte. Vil gerne ud at se om der ikke skulle være en god gedde eller en fin ørred der vil bide når ferien nærmer sig. Men starter nok lidt blidt ud med fiskeri efter fredfisk og aborrer.

Så kan jeg også hygge mig med lidt fiskeri på de lune sommeraftener, hvor der normalt ikke sker så meget ved stranden rent fiskemæssigt. Glæder mig allerede!!

onsdag den 10. juni 2009

Kongskilde Friluftsgård

En af mine favoritdestinationer er Kongskilde Friluftsgård, på vejen mellem Sorø og Skælskør. Bare turen herud er en oplevelse i sig selv, hvis man kører over enten Suserup eller Tystrup. I dag havde vi valgt turen over Tystrup derud og kørte over Suserup på vejen hjem.

Nogle af de bedste minder fra min skoletid omhandler også Kongskilde Friluftsgård, hvor vi var på lejrskole. Her gik tiden primært med vandreture og fiskeri i søerne. Det var faktisk her min interesse for fiskeri blev grundlagt.

Selve gården fungerer som vandrehjem, men der er også naturvejledning herude, fuldt udstyret med ferskvandsakvarie som viser livet i de omkringliggende søer. Lige ned til gården ligger Møllesøen, som i sig selv er et besøg værd med sine åkander og rige dyreliv. Til de fiskeinteresserede kan jeg oplyse at man frit må fiske i søen, så længe man har løst "normalt" fisketegn og holder sig inden for det område der er angivet på de opsatte skilte. Jeg ved af erfaring at søen huser både gedder, aborrer, skaller og en række andre fredfisk.


Fra Friluftsgården kan man via et veludbygget stisystem gå ned til Tystrup-Bavelse Søerne. Hvis man har energien, kan man endog tage turen hele vejen rundt.

Hen over sommeren bliver der afholdt markeder ind imellem, så her vil vi helt sikkert slå vejen ind forbi.

fredag den 5. juni 2009

På farten..

Efter en dejlig middag med Søs og Finn, besluttede vi os for, ikke bare at sætte os hjem i lejligheden, så i stedet blev Alfaen tanket og sendt på arbejde. Vi satte kursen mod Ringsted, hvor vi drejede af i Høm, sagtnede farten og nød naturen. Herfra følger vejen stort set Ringsted Å, og krydser denne flere steder. Det kan dårligt blive mere idyllisk end en stille dag, hvor solen langsomt går ned over markerne.

I dag summede det af liv hen over åen. Det virkede som om, at netop i øjeblikket klækkes alle de flue- og myggelarver som er er blevet lagt i foråret. Åens fisk nød godt at dette og boltrede sig lystigt i overfladen, mens de mæskede sig i de flyvende indsekter. Flere gange sprang småfisk ud af vandet og slugte grådigt de sagesløse myg. Hvem der dog havde medbragt fluestangen og ikke mindst havde fisketegn til denne pragtfulde å, da der nok skulle gemme sig en ørred i dybet. Efter en kort pause gik turen videre ned til Vrangstrup Kirke hvor Ringsted Å løber ud i Susåen.



Turen gik videre ned mod Næstved, hvor vi igen gjorde holdt, denne gang på Fuglebjergbro, hvor Bavelse Sø går over i Susåen. Her var billedet det samme - masser af liv i luften og fisk der væltede rundt i overfladen for at spise sig tykke i de myriader af liv der summede over vandet.



Et kort stykke fra Fuglebjergbro ligger et af mine absolutte favorit steder - Gunderslevholm Kirke og broen som krydser Susåen lige neden for kirken. Her er simpelthen så ufatteligt idyllisk og roen sænker sig med det samme i sindet. Sjovt nok går vores kørerture ofte forbi her, selvom det ikke er planlagt. Vi er blevet enige om at alle veje må føre til Gunderslevholm. Herfra kan turen både gå til Holløse eller ind gennem den nærliggende skov via Petersmindevej.



I dag brugte vi mulighed nr. 2 og kørte igennem skoven, da vi begge mente at der skulle befinde sig et grantræ, hvorpå der er hængt en masse reflekser. Dette viste sig dog ikke at holde stik, eller også havde træet tager rødderne på nakken og var stukket af - væk var det i hvert fald. Det kan også være at vi kiggede det forkerte sted. I stedet faldt vi over et "verjsvin", som ville pryde ethvert landsted med respekt for sig selv. Sådan en grisebasse må vi anskaffe os, når tiden kommer og vi får landstedet.



Vi besluttede os for at vende snuden hjemad, da vi opgav at finde træet med de gode reflekser. Turen tog os over de små veje, men inden vi ramte hovedvejen mod Næstved nåede Mette at få hilst på et par køer, som åbenbart ikke havde megen pli - de gad i hvert fald ikke at stå model, så de stak af over marken i fuld fart. Vi drejede hurtigt fra hovedvejen og kørte ned over Saltø til Karrebæk, hvor møllen tog imod os med åbne vinger. Den må vi tilbage og kigge nærmere en anden dag, da solen forsvandt i horisonten og mørket begyndte at trænge sig på.