søndag den 28. juni 2009

Pandekager med friske jordbær

Så er der for alvor kommet jordbær i svigerforældrenes have. OG siden vi nu passer hus i denne uge for dem, kunne vi lige så godt gå på rov i deres jordbærbed.

Vi plukkede en lille portion, hvorefter jeg slog en pandekage dej sammen og gik i krig med at bage dem. Skulle da lige blære mig lidt og vende pandekager i luften.

Resultatet blev helt perfekt, da Mette havde ordnet jordbærrene og givet dem en gang sukker, så de dannede en lækker lage. Tror vi må gentage sucessen en anden dag.

fredag den 26. juni 2009

En sort sort aften - Farvel til Michael Jackson

Har siddet de sidste timer, klinet til fjernsynet, ude af stand til at fatte det - Michael Jackson er død, 50 år gammel.

Efter sigende skulle han have fået et hjertestop og genoplivningen havde været nyttesløs.

Sidder stadig og er ramt af chok.. fatter det simpelthen ikke..

torsdag den 25. juni 2009

Marineret kylling med karry-risotto

Dagens aftensmad skulle være billigt, ifølge den plan vi har lagt for vores madbudget i fremtiden. Så vi skal bestræbe os for at se hvad vi kan frembringe af aftensmad for 50 kr. pr. dag.

Så i dag lagde jeg hjernen i blød, og kom op med følgende opskrift - marinerede kyllnge-overlår, med bagte løg og karry-risotto til. Det skal dog lige nævnes at nogle af ingredienserne allerede forefindes i køkkenet, så det kan være at retten reelt kom over 50 kr.

Der skal bruges følgende til 2 personer: (som vi blev rigeligt mætte af)

4 stykker overlår fra kylinger
5 løg
1 fed hvidløg
100 gr. risotto ris
1 lille dåse majs
1 dl. hvidvin (Har en billig flaske liggende på køl, som kun bruges til madlavning)
5 dl. bullion (Brugte hønsebullion i dag)
Olie
Karry
Timian
Merian
Salt & Peber

Kyllingstykkerne renses og vendes i en marinade lavet af olie, hakket hvidløg, timian og merian. Herefter lægges de i et fad, sammen med 4½ løg, der er skåret i kvarte. (Det sidste halve løg, hakkes fint og bruges i risottoen)
Der kværnes lidt salt og peber ud over og der hældes en skvæt vand ved, og så skal det ellers bare have ca. en time i ovnen ved 200 grader, gerne med lidt grill de sidste 10 min for at skindet bliver sprødt.


Når kyllingen har fået ca. en halv time, så startes der på risottoen. Der hældes olie i en gryde, så det rigeligt dækker bunden. Herefter hældes det halve hakkede løg i, og når det er blevet gyldent, så tilsættes risene. Efter et par minutter så tilsættes der vin, lidt ad gangen når risene har absorberet væsken. Når risene har optaget al vinen, så tilsættes bullionen, igen lidt efter lidt, så risene suger al væsken. Der tilsættes karry efter behag, mens risene stadig opsuger væsken. Efter ca. 20 min, hvor der er omrøring med jævne mellemrum, skulle risene gerne være færdige.


Risene skal lige stå og trække lidt inden serveringen. Vi valgte at drikke en god frisk hvidvin til, der stod i god kontrast til de søde løg og de lidt krydrede ris.

onsdag den 24. juni 2009

Nordens Amalfi?

Dagen igår blev tilbragt på noget der mest af alt minder om en dansk udgave af Amalfi Kysten. Vandet lå spejlblankt, krystalklart og SÅ indbydende. Her tilbragte vi nogle gode timer, med afslapning, læsning, hygge og jeg nåede da også en god dukkert. Tror jeg må pakke dykkerudstyret næste gang vi skal sådan et sted hen, så jeg kan kigge nærmere på livet under vandet.


Udflugten vakte minder til vores tur til Italien i foråret. Der må vi ned igen, når det er til at tage en dukkert i det klare vand.

Vallø og Tryggevælde Å

I lørdags gik turen så mod Køge. Det skulle egentlig bare have været en kort smuttur, men først kørte vi til Store Heddinge, da vi før har fundet nogle gode ting på loppemarkeder der - og vi blev så sandelig ikke skuffede denne dag. For under 100 kr. fik vi fyldt bilen med gode sager.


Herfra kørte vi langs vandet op mod Køge. Det må siges at være en tur der kan måle sig med Strandvejen i København, hvis man vil kigge på store huse, lækre biler og både. Lige før Køge, drejede vi ned mod Vallø Slot. Her findes en masse flot natur, der veksler mellem frodige marker og kølige grønne skove. Selve slottet er også et besøg værd - især slotsparken der er rig på både dyre- og planteliv. Der fik vi både hilst på gæs, deres gæslinger samt på hejren.


Efter den hurtige visit på Vallø, kørte vi ud over landet og ned til et af mine favorit steder på Sjælland. Den øvre del af Tryggevælde Å, hvor vi gik en lille tur i skoven og nød naturen og al dens skønhed.


Fra åen, fortsatte vi hjemad, ud over landet, hvor vi nød det gode vejr og den smukke natur.

onsdag den 17. juni 2009

Kan ænder komme i overgangsalderen?




Nej vel?
Men de skal stadig over vejen. Her på Skælskørvej i Sorø, bliver billisterne ihvertfald mindet om det.

Fiskeklar

Sådan.. så fik jeg hentet mine nyeste indkøb på posthuset. Havde bestilt lidt nyt fiskegrej på www.grejonline.dk i søndags og allerede i går, tirsdag havde postmanden været forbi med det. Desværre var jeg ikke hjemme, så måtte vente til i dag med at hente det.


Det er købt med øje for lidt å-fiskeri, da jeg netop har meldt mig ind i Sportsfiskerklubben Næstved, der har nogle gode stykker af Susåen, samt Saltø Å, som man så frit kan benytte. Vil gerne ud at se om der ikke skulle være en god gedde eller en fin ørred der vil bide når ferien nærmer sig. Men starter nok lidt blidt ud med fiskeri efter fredfisk og aborrer.

Så kan jeg også hygge mig med lidt fiskeri på de lune sommeraftener, hvor der normalt ikke sker så meget ved stranden rent fiskemæssigt. Glæder mig allerede!!