onsdag den 10. juni 2009

Kongskilde Friluftsgård

En af mine favoritdestinationer er Kongskilde Friluftsgård, på vejen mellem Sorø og Skælskør. Bare turen herud er en oplevelse i sig selv, hvis man kører over enten Suserup eller Tystrup. I dag havde vi valgt turen over Tystrup derud og kørte over Suserup på vejen hjem.

Nogle af de bedste minder fra min skoletid omhandler også Kongskilde Friluftsgård, hvor vi var på lejrskole. Her gik tiden primært med vandreture og fiskeri i søerne. Det var faktisk her min interesse for fiskeri blev grundlagt.

Selve gården fungerer som vandrehjem, men der er også naturvejledning herude, fuldt udstyret med ferskvandsakvarie som viser livet i de omkringliggende søer. Lige ned til gården ligger Møllesøen, som i sig selv er et besøg værd med sine åkander og rige dyreliv. Til de fiskeinteresserede kan jeg oplyse at man frit må fiske i søen, så længe man har løst "normalt" fisketegn og holder sig inden for det område der er angivet på de opsatte skilte. Jeg ved af erfaring at søen huser både gedder, aborrer, skaller og en række andre fredfisk.


Fra Friluftsgården kan man via et veludbygget stisystem gå ned til Tystrup-Bavelse Søerne. Hvis man har energien, kan man endog tage turen hele vejen rundt.

Hen over sommeren bliver der afholdt markeder ind imellem, så her vil vi helt sikkert slå vejen ind forbi.

1 kommentar:

  1. Har de fået ordnet akvariet? Sidst jeg var derude var det godt nok noget sølle :-( helt forfaldent, og stort set uden fisk.

    SvarSlet